Befolkning og Sprog Befolkningstallet er c.36 mill., hvoraf c. 40% bor i provinsen Buenos Aires, hvor hovedstaden ligger. 85% af befolkningen lever i byer eller bymæssige bebyggelser. Hovedparten af befolkningen er af europæiske oprindelse. Det skønnes, at der i Argentina lever et sted mellem 100-300.000 indianer. 96% af befolkningen kan læse og skrive. Befolkningen er hovedsagelig katoliker (romersk katolsk).

Det officielle sprog er spansk, der dog har et lidt varierende ordforråd og lidt anden udtale end det spansk der tales i Europa. Engelsk er andetsproget. Dog kan visse steder tales dansk.

Som gæst i landet oplever man at de fleste er 2. og 3. generations indvandrer fra Europa.

Argentinerne er et dejligt folkefærd. De kan lide at have det godt. Er, trods den voldsomme historik, glade for deres land og dem selv. Gæstfrie og hjælpsomme. Den kulinariske del af kulturen indeholder spændende ting såsom Asado - at oversætte det til 'at grille' er faktisk lidt af en fornærmelse. Mange husejere har et lille mini hus på deres grund, hvor der er et mægtigt ildsted. Der bliver fyrret op med træ, som naturligvis bliver til trækul og så kommer de store stykker kød frem og lagt på riste, mens hemmelige marinader anvendes. Det sætter naturligvis en prik over i´et at argentinsk kød er fantastisk. Mate - en venskabsdrink. En form for te med en meget kraftig bitter smag. Det drikkes af et krus, enten lavet af kalabas, træ eller sølv, heri lægges mate bladene og varmt vand hældes i.

Derefter drikker man igennem et sugerør af sølv eller træ. Primært drikker man det sammen med en anden og skiftes til at hælde vand på og drikker af det samme krus. Empanadas er endnu en dejlig ting, små runde dejstykker der klappes sammen med alverdens fyld indeni og bages, skønt.

For mange danskere er Argentina noget af det fjerneste og mindst kendte men et meget storslået, eksotisk og spændende land. De fleste ser landet som en kæmpemæssig mystik jungle, et bjergrigt øde og tilbagestående land. Men fra det øjeblik man begynder at opleve landet, bliver det tydeligt at det man har forestillet sig slet ikke svarer til virkeligheden.


Historie
For mange år siden var det indianerne, der levede i deres territorium, som de udviklede med deres forbløffende kultur. Nu er dette land et af Sydamerikas ældste områder med en historie, som strækker sig over tusinder af år, og som blev stoppet af den europæiske indtrængen for snart 500 år siden: Men trods denne fælles udviklingshistorie har landet bevaret sin egen unikke karakter, der lige så meget er dikteret af skæbnens luner som af Sydamerikas vilde geografi.

Før Columbus opdagede Amerika, blev Argentina opdyrket af fastboende indianerstammer og brugt som jagtmarker af nomader. Indianerne gjorde modstand mod de spanske erobrere og tog modet fra de spanske nybyggere. Argentinas faldende og umage fordelte indianske befolkning, der ikke kunne tvinges i arbejde, førte til oprettelsen af de store haciendas, der er kvægfarme. Fortsat utilfredshed med spansk indblanding førte til revolutionen den 25. maj 1810 og endelig til selvstændighed i 1816.

Et radikalliberalt parti blev dannet 1889, fik efter lang kamp indført almindelig valgret og var ved magten 1916-30 (Ippolito Irigoyen, præsident 1916-22 og 1928-30). På grund af verdenskrisen greb en officersjunta magten 1930; den styrtedes 1943 af kolleger med fascistiske sympatier. Disse måtte dog efter pres fra USA erklære Tyskland krig lige før sammenbruddet i 1945.

Den 2. juntas arbejdsminister, oberst Juan Perón, gjorde en ivrig indsats for at forbedre de fattiges kår, hvilket gjorde Perón og hans hustru Eva meget populære. Men økonomien kunne ikke bære Peróns indenrigspolitik, og i 1955 lagde han sig ud med kirken og blev samme år fordrevet af hæren.
I den følgende snes år overlod militæret i tre perioder (1958-62, 1963-66 og 1973-76) styret til politikerne, men tog atter magten, da det viste sig, at disse hverken kunne bremse inflation eller den voksende kriminalitet. Officererne blev tvunget væk efter deres fejlslagne Falkland-felttog i 1982 og den håbløse økonomi året efter.

Den liberale præsident Alfonsín fik bilagt Beagle-striden med Chile ved Vatikanets mægling i midten af firserne, og traktaten blev derefter godkendt af begge lande.

Et stort flertal foretrak Carlos Menem (Retfærdighedsparti, PJ, dvs. peronister) ved præsidentvalget i 1989. Hans program for national forsoning og "produktionsrevolution" kunne ikke virkeliggøres; regeringen måtte flere gange omstruktureres. Men da en militærjunta forsøgte et kup 1990, slog han det ned og fik lederne idømt strenge straffe. Fem år senere befæstede hans position; forinden havde han fået vedtaget en ny forfatning, som indskrænkede præsidentens valgperiode fra seks til fire år, men til gengæld gav mulighed for genvalg. I 1999 blev vælgerne trætte af udbredt korruption, voksende fattigdom og præsidentens livsførelse og valgte den seriøse Fernando de la Rua (UCR).
I 2002 udpegedes peronisten Eduardo Duhalde som ny præsident.